Infotårn Pier 2
Pier er en nyetableret bypark i Århus havn, som åbnede sommer 2022. Parken er lavet med flere genbrugsmaterialer. Bakkerne er anlagt af sand fra havbunden, og stierne er lavet af gammel asfalt. Desuden er fældede træer fra andre steder i Aarhus lagt ud som ophold for insekter og biller. Her er plantet flere træer, som alle er hårdføre danske arter, som f.eks. skovfyr, egetræer og tjørn. Infotårnet skal fungere som indgangen til parken hvis man kommer fra Aarhus Ø, og være et sted hvor man kan lære om Pier 2, og de aktiviteter der foregår. Tårnet vil desuden lyse op om aftenen og skabe en effekt af et fyrtårn. Tårnet er bygget op af fyrretræ, med tagspån i Douglas og fundament bygget af gamle kantsten. Det er forankret til 4 store granitsten, som tidligere har været brugt til at fortøjre skibene, da det fungerede som industrihavn.